Tracking af fugle

Oversigt

     1. Hvorfor følger (tracker) vi fuglene?

Hvad er formålet med at tracke fuglene der flyver over Danmark? Hvorfor er det vigtigt?

     2. Hvorfor trækker fugle?

Hvad er en “trækfugl”, hvorfor er det en fordel at trække, og hvad bestemmer hvor fuglene trækker hen?

     3. Sådan kan vi følge fuglene.

Hvordan følger forskerne fuglenes besvægelser? Hvilke forskellige metoder bliver benyttet?

Hvorfor følger (tracker) vi fuglene?

Vi følger fuglene for at blive klogere på deres liv. Men for at kunne følge dem over tid, er de metoder vi bruger udviklet så de ikke er til gene for fuglene. Metoderne er også tilpasset til hver art, så fuglen hverken tager skade eller bliver overbelastet af at have en ring om benet (ringmærkning) eller en sender på ryggen (fx GPS). Før man begyndte at følge fuglene systematisk, var det lidt af et mysterie hvor trækfuglene forsvandt hen, når det blev efterår, og hvor de pludselig kom fra når det blev forår.

Ved at følge fuglene med forskellige metoder, har vi fået stor viden om fuglenes liv og deres tilpasninger, og det har afgørende betydning for arbejdet med at beskytte og bevare dem.

Fuglenes træk

Hvornår trækker fuglene og hvor flyver de hen? Hvilke ruter følger de, hvor stopper de undervejs og hvor lang tid er de om at nå deres destination? Det er nogle af de spørgsmål som bl.a. ringmærkning og forskellige typer af sendere, har afsløret igennem årene.

I takt med at vi fik mere viden om fuglenes bevægelser, kunne vi begynde at undersøge mønstre mellem antallet af fugle og tilstanden på deres levesteder. Og det giver bedre muligheder for at målrette arbejdet for at bevare og beskytte de vilde fugle – både i Danmark og undervejs på deres træk.

Animationen herunder viser trækket for en rødrygget tornskade: fra dens yngleområde i Gribskov i Nordsjælland til dens overvintringsområde i det sydlige Afrika og retur igen. Den rødryggede tornskade blev fulgt med en lyslogger, som du kan læse mere om her på siden.

Individuel adfærd, liv og død

Ved at følge fuglenes bevægelser med forskellige metoder, får vi også indblik i de enkelte fugles adfærd. Og på den måde kan vi kortlægge fx hvor og hvornår fuglen slår sig ned for at yngle, hvor den flyver til for at finde føde og størrelsen på dens territorium. Nogle metoder gør det også muligt at følge fuglene gennem hele deres liv, og på den måde får vi viden om hvor gamle de bliver og hvad de døde af.

Hvorfor trækker fugle?

Fugle som flytter fra et sted til et andet i takt med at sæsonen skifter, kaldes for trækfugle. Nogle fugle trækker langt (langdistance-trækkere), andre trækker kortere (mellem- og kortdistance-trækkere) og nogle arter bliver hvor de er hele året (standfugle). De fleste trækfugle finder man på den nordlige halvkugle. Hvor langt en art trækker afhænger i høj grad af, hvad den har specialiseret sig i at spise.

Fuglearter er tilpassede til deres omgivelser og har igennem tusindevis af år specialiseret sig i at udnytte de tilgængelige ressourcer (fx føde og levesteder), der hvor de er. I takt med at årstiderne skifter, så sker der også skift i mængden af de tilgængelige ressourcer. Og når ressourcerne bliver mindre, så bliver konkurrencen om de få ressourcer større. Derfor har nogle fuglearter “fundet ud af” at det kan betale sig at bruge energi på at flyve et andet sted hen, frem for at blive i samme område og konkurrere om de knappe ressourcer.

Altædende eller “kræsen”?

Om en art trækker eller ej afhænger også af, hvad den har specialiseret sig i at spise.

Nogle fuglearter kan spise stort set alt – de kaldes på fagsprog for opportunister. Andre fuglearter har specialiseret sig i særlige fødekilder – de kaldes i fagsprog for specialister.

Fuglearter som fx har specialiseret sig i at spise insekter, har svært ved at overleve en vinter i Danmark, fordi det kun er meget få insekter, som er aktive om vinteren. Derfor må de insekt-specialiserede fugle søge mod varmere himmelstrøg, hvor insekterne stadig er aktive. Og for arterne på vores breddegrad betyder det, at de trækker sydpå, når det bliver efterår i Danmark.

Rødrygget tornskade (Lanius collurio) er en af de arter, som har specialiseret sig i bl.a. at fange insekter. Foto: Per Ekberg

Sommer- og vinterområder

De fleste trækfugle har to områder, som de opholder sig i løbet af et kalenderår: en yngleplads i sommerhalvåret og et overvintringsområde i vinterhalvåret. For nogle arter er Danmark yngleplads og for andre er Danmark overvintringsområde.

De trækfugle, som har Danmark som yngleplads vil typisk trække sydpå når efteråret sætter ind, og de kommer først tilbage, når det igen bliver forår.

De trækfugle, som har Danmark som overvintringsområde, kommer hertil fra nord i løbet af efteråret, og når det bliver forår trækker de igen mod nord til deres ynglepladser.

Tidspunktet for hvornår trækfuglene tager afsted, kan have stor betydning for deres chancer for at overleve og få unger. Tager en fugl fx sent afsted fra dens overvintringsområde i syd, vil de gode ynglepladser være optaget når den ankommer til yngleområdet i nord. Tager en fugl for sent afsted fra dens yngleområde i efteråret, kan den få svært ved at samle energi til at flyve hele vejen til overvintringsområdet, da de andre trækfugle som tog tidligere afsted, allerede har spist godt af maden på de hvileområder (kaldet rastepladser), som de bruger undervejs på trækket.

Af de grunde kan man opleve store flokke af fugle, som trækker samtidigt i foråret og efteråret. Det er en fantastisk oplevelse, hvor der kan være mange sjældne arter imellem.

Gode steder at opleve både forårs- og efterårstrækket i Danmark er Vadehavet, Skagen, Gedser Odde eller Gilleleje.

Trækdistancer

Hvor langt en art trækker mellem sine ynglepladser og overvintringsområder, afhænger meget af deres ressourcer og hvor de er tilgængelige på forskellige tidspunkter af året. Herunder ses en kort beskrivelse af de forskellige trækdistancer.

Langdistancetrækkere er fugle der trækker fra den nordlige halvkugle, hele vejen ned Syd for Sahara eller til Indien. Fuglene her trækker som regel det der svarer til mere end 4.000 km mellem de to opholdsområder og kan for eksempel være  Løvsanger eller Hvid Stork.

Mellemdistancetrækkere er fugle der er kendt for at overvintre i Syderopa eller Nordafrika. Eksempler herpå kan for eksempel være Sortand og Ederfugl. Trækket her er typisk mellem 1.000 km og 2.000 km.

Kortdistancetrækkere har deres ynglepladser og overvintringsområder relativt tæt på hinanden og trækker under 1.000 km om efteråret og foråret. Eksempler på danske kortdistancetrækkere er Solsort og Havlit.

Standfugle er fugle som ikke trækker fast mellem to opholdsområder. De kan dog stadig godt have andre former for spredningsmønstre som kan efterligne træk. Et eksempel herpå er kongeørnen, hvor ungfuglene i efteråret godt kan flytte sig over længere afstande. Dog er formålet her ikke at følge nødvendige ressourcer, men nærmere undersøgelser af verden eller et forsøg på at ‘flytte hjemmefra’.

Vil du lære endnu mere om trækfuglenes mønstre og adfærd, så læs kapitlet Fugletræk fra Dansk Trækfugleatlas.

Sådan kan vi følge fuglene

Interessen for at forstå hvor fuglene flyver hen, kan spores tilbage til det antikke Grækenland. Først i 1899 blev indsatsen sat i system, da en overlærer fra Viborg opfandt ringmærkning. Siden er der kommet mange nyere teknologier og metoder til at følge fuglene.

Fælles for alle metoderne er, at det kræver særlig tilladelse og en godkendt licens fra Ringmærkningsadministrationen på Statens Naturhistoriske Museum, for at kunne arbejde med vilde fugle. Hvis du er interesseret i at blive ringmærker, kan du læse mere på: https://rc.ku.dk/

Ringmærkning

Hans Christian Cornelius Mortensen var den første til at systematisere ringmærkning af fugle i 1899, og hans metode er i dag udbredt over det meste af verden. Læs mere om Ringmærkningens historie her. Ringmærkning fungerer ved at man sætter en lille ring (aluminium eller plastik) omkring benet på en fugl. Hver ring har unikke numre og koder, så alle fugle kan identificeres og man kan finde ud af, hvor i verden fuglen fik sat sin ring på. På den måde giver ringmærkning indsigt i fuglenes bevægelser, og man kan regne ud ca. hvor lang tid det har taget en fugl, at bevæge sig fra ringmærknings-stedet, til det sted, hvor den blev fundet. Læs mere om ringmærkning her: https://rc.ku.dk/ og find europæisk ringmærkningsdata på Bird Migration Atlas eller dansk ringmærkningsdata på Dansk Trækfugleatlas.

Eksempler på ringmærkning af fugle. Til venstre halemejse (Aegithalos caudatus) og til højre stor kobbersneppe (Limose limosa).

Forskellige typer af sendere (tags)

Der findes forskellige sendere (tags) som man kan sætte på fugle. Som tommelfingerregel vil man kun bruge sendere som vejer mindre end 5 % af fuglens samlede kropsvægt. På den måde vil en GPS-sender, som vejer 70 gram, kunne bruges på fx en kongeørn med en kropsvægt på 3-6 kg og en lyslogger, der vejer 0,3 gram, kunne bruges på fx en gransanger (kropsvægt 6-9 gram). Her kan du læse mere om de forskellige typer af tags.

Radiotelemetri

Når man skal følge fugle med radiotelemetri, har man brug for tre dele: en radiosender (som monteres på fuglen), en radiomodtager og en antenne. Metoden virker ved at man sætter radiosenderen på ryggen af en fugl, og derefter bruger man antennen og radiomodtageren til at finde ud af, hvor fuglen opholder sig. Når fuglen er i nærheden, vil radiomodtageren modtage signalet. Jo nærmere man er, desto kraftigere signal.

Radiosenderne fås i mange forskellige størrelser, og de kan derfor bruges på fugle som bare vejer 5-6 gram og op. De sættes på ryggen af fuglen med en lille sele, og fuglen flyver typisk rundt med senderen i en kortere periode og inden for et mindre område. Derfor egner denne metode sig bedst til standfugle og kun til trækfugle, når de er enten i deres yngle- eller overvintringsområder.

Fordelen ved radiotelemetri er, at selve radiosenderne ikke er så dyre, og at de kan sættes på selv helt små fugle. Desuden kan metoden give stor information om fuglens lokale bevægelser.

Til gengæld kan radiotelemetri kun bruges til at følge fugle, som bliver inden for et mindre område. Det er simpelthen for svært at pejle sig ind på fuglen, hvis man ikke ved hvilket område, den befinder sig i.

Radiosendere på ryggen af skovsanger (Phylloscopus sibilatrix) t.v., udstyr som bruges til radiotelemetri m.f. og løvsanger (Phylloscopus trochilus) med radiosender t.h.

Lyslogning

Lysloggere eller GLS (Global Location Sensors) er små og ret geniale tags. De er designet til at måle mængden af lys, der hvor fuglen er og til at gemme tidspunkt og dato. Når vi kender mængden af lys (det vil sige hvor højt solen står på himlen) + tidspunktet og datoen for det, så kan vi nemlig regne ud, hvor på kloden fuglen har opholdt sig, fordi vi kender solens bane om jorden. De små lysloggere vejer fra 0,3 gram og kan derfor sættes på selv helt små fugle – enten med en lille sele på ryggen eller omkring benet med en plastikring på større fugle. Lysloggere kan holde batteri i 1-5 år afhængigt af modellen. Nogle lysloggere kan sende data via satellit, mens andre kræver at fuglen fanges igen, så man kan trække de gemte data ud af loggeren.

Fordelene ved lysloggere er, at de er små og lette. Desuden er lysloggere typisk ikke så dyre længere, så man kan sætte på flere fugle, for at sammenligne deres valg af ruter på trækket.

Ulemperne er, at man ofte skal fange fuglen to gange for at metoden kan bruges: en gang for at sætte lysloggeren på, og en gang til for at tage lysloggeren af. Det kan være en tidskrævende opgave. Desuden er der altid en vis usikkerhed på beregningen med lysmængde, tid og dato, så fuglenes positioner bliver aldrig helt præcise.

Fra venstra: Lyslogger på ryggen af løvsanger (Phylloscopus trochilus), rødstjert (Phoenicurus phoenicurus) og nattergal (Luscinia luscinia).

GPS/GSM-sendere

GPS/GSM-sendere bruger det mobile netværk, til at sende GPS-positioner om hvor fuglen befinder sig. Senderne monteres på ryggen af fuglen, og holdes på plads af seletøj omkring fuglens vinger – nærmest som en rygsæk. Typisk sidder der et solpanel på oversiden af senderen, som sørger for at batteriet løbende lades op. På den måde kan GPS/GSM-sendere i princippet fungere i hele fuglens levetid. Mange GPS/GSM-sendere kan også registrere hvor hurtigt og højt fuglen flyver og temperatur.

Fordelene ved GPS/GSM-sendere er for det første, at de giver meget præcise positioner for hvor fuglen er. Ofte så præcise at man fx kan se hvilket træ en fugl har siddet i. Andre fordele er, at de giver mulighed for at følge fuglene over store afstande og over lange perioder. En anden fordel ved GPS/GSM-tags er, at hvis fuglen dør, vil senderen ofte afsløre hvor de ligger. På den måde kan den døde fugl undersøges, så dødsårsagen kan bestemmes. Desuden kan fuglens flyvehøjde og hastighed bruges til at udregne hvordan den påvirkes af fx vindmøller eller andre markante ændringer i landskabet.

Den største ulempe ved metoden er, at GPS/GMS-sendere er dyre. Heldigvis bliver de hele tiden billigere – og mindre og lettere så de kan sættes på endnu flere arter.

Forskellige typer af GPS/GSM-sendere. Midt øverst: GPS sat på hvid stork (Ciconia ciconia). Midt nederst og til højre: GPS på kongeørn (Aquila chrysaetos).

Satellitsendere /-telemetri (GPS og Argos)

En af de nyeste teknologier til at følge fugle er via satellittelemetri (satellit-sendere). Der findes to typer satellit-sendere: GPS og Argos. GPS-satellitsendere modtager signaler om tid og sted fra satellitter i rummet, og på den måde kan man nøjagtigt bestemme hvor fuglen befinder sig. Det er samme teknik der bruges i en smartphone, når man navigerer med GPS. Argos-satellittags sender signaler om fuglens position til satellitter i rummet, som så videresender informationen om fuglens opholdssted til en computer. Både GPS- og Argos-satellitsendere giver meget præcise oplysninger om, hvor fuglen befinder sig selv over store afstande.

Satellitsendere sættes på fuglens ryg og holdes på plads af seletøj omkring fuglens vinger, nærmest som en rygsæk. På oversiden af tagget sidder en solcelle, så batteriet løbende lades op. Det betyder senderen kan fungere i hele fuglens levetid. Satellitsendere vejer fra 30 gram og op.

Sammen med GPS/GSM-sendere har satellitsendere ændret vores forståelse af fuglenes træk, og hvilke områder de bruger undervejs. Det har givet os bedre muligheder for at beskytte mange fuglearter.

Den største ulempe ved satellitsendere er, at de er dyre at bruge.